Spring til indhold

Legenden om prinsesse Yennenga

Der var engang en smuk og stærk prinsesse, en overbeskyttende far og en ung, fattig mand... Historien om det gamle Mossi-rige i Burkina Faso bygger på et vaskeægte eventyr.

Legenden om prinsesse Yennenga, stammoder til mossifolket i Burkina Faso, begynder for mange år siden, i begyndelsen af det tolvte århundrede.

Yennenga var datter af kong Nédega, der herskede over et område, der i dag ligger i det nordlige Ghana. Hun var smuk og elsket af alt og alle, og så var hun stærk. Allerede fra hun var 14 red hun i krig og kæmpede for sin far, og det med så stor succes, at kongen nægtede at lade hende gifte sig, skønt hans datter var i den giftemodne alder.

Selvom Yennenga var en formidabel rytter, gik det hverken værre eller bedre end, at hendes hest en dag stak af med hende. Hesten red nordpå, ind i en skov. Her hørte Rialé, en ung elefantjæger, hestens vilde ridt, og han sprang til og stoppede den.

Prinsesse Yennenga blev så taknemmelig, at hun blev hos Rialé. Sammen fik de en søn, som fik navnet Ouédraogo, der betyder hingst, til minde om den hest, der var skyld i deres møde.

Parret flyttede til det nuværende sydlige Burkina Faso, hvor de grundlagde det første mossirige, og deres søn Ouédraogo blev den første mossikejser.

Den dag i dag er legenden om prinsesse Yennenga stadig til stede på mange planer i Burkina Faso. Ouédraogo er landets mest populære efternavn, fodboldlandsholdet bliver kaldt ”Hingstene”, og utallige veje, hoteller og beværtninger er opkaldt efter prinsesse Yennenga.