Spring til indhold

Potentialet gennem styrkede skattesystemer i udviklingslande er stort

16.01.2018  09:54

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs og skatteminister Karsten Lauritzen besøger i denne uge Ghana.  Udviklingspotentialet gennem en styrket skatteopkrævning i en række udviklingslande er stort og et effektivt skattesystem vil kunne bidrage med at indfri Verdensmålene. I finansloven for 2018 er der afsat 35 mio. kroner til en styrket dansk indsats på området.
 
OECD anslår at udviklingslandene i Afrika kan hente milliarder, hvis skatteopkrævningen styrkes og dermed vil udviklingslandene i højere grad selv være i stand til at mobilisere egne ressourcer, bl.a. gennem effektive skattesystemer.
 
 
Minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs siger:
”Lande som Ghana har meget at vinde på et mere effektivt skattesystem. Skal vi nå FNs Verdensmål, skal udviklingslandene i højere grad selv bidrage til finansieringen gennem mere effektive skattesystemer. På den måde vil mange udviklingslande i højere grad være med til at styrke egne sektorer eksempelvis inden for sundhed og uddannelse. Jeg er glad for at vi bidrager med en dansk indsats og med de 35 mio. kr. på årets finanslov styrker vi nu indsatsen.”
 
 
Skatteminister, Karsten Lauritzen siger: ”Jeg glæder mig over, at vi med vores ekspertise hjælper udviklingslande til at opbygge et stabilt og velfungerende skattesystem. De her lande har faktisk et stort skattepotentiale, og det skal de lære at udnytte, så de i fremtiden kan finansiere deres eget samfund i stedet for at modtage bistand. Og kan vi bidrage positivt til den opbygning, så gør vi selvfølgelig det.”
 
 
FN’s verdensmål nr. 17 indeholder en forpligtelse til at styrke udviklingslandenes muligheder for selv at mobilisere egne ressourcer og dette kan bl.a. gøres gennem effektive skattesystemer. I Finansloven for 2018 er der afsat 35 millioner kroner til en styrket indsats på området. De nye midler foreslås fordelt mellem to nye trustfunds etableret i 2017: Verdensbankens ’Global Tax Program’ og IMF’s ’Revenue Mobilization Trust Fund’.
 
 
For yderligere information:
 
Kontakt vedr. udviklingsministeren: Marie Dørup Olesen tlf. 61979020
Kontakt vedr. skatteministeren: Skatteministeriets pressefunktion tlf. 72222324