Spring til indhold

Kristian Jensen i det østlige Ukraine: 10 mio. kroner til nødhjælp og ekstra bidrag til observatører

16.09.2015  14:05
Udenrigsministeren har besøgt det krigshærgede østlige Ukraine og bevilget 10 millioner kroner til nødhjælp og tre millioner kroner til OSCE’s overvågningsmission.

Udenrigsminister Kristian Jensen har i dag besøgt det krigshærgede østlige Ukraine og bevilget 10 millioner kroner til nødhjælp og tre millioner kroner til OSCE’s overvågningsmission.
 
”Jeg mødtes med nødhjælpsarbejdere og ukrainske familier, der er fordrevet fra deres hjem af pro-russiske separatister, og som nu er helt afhængige af international hjælp. Deres situation er meget, meget vanskelig, og de har behov for vores støtte,” siger Kristian Jensen.
 
De 10 millioner kroner, som Danmark bevilger, går til Internationalt Røde Kors (ICRC), der blandt andet uddeler fødevarer, byggematerialer og medicin i de separatistkontrollerede områder, hvor behovene er størst og adgangen sværest.
 
Foruden internt fordrevne familier og nødhjælpsorganisationer mødtes Kristian Jensen med fire danske OSCE-observatører, der overvåger våbenhvilen, fangeudvekslinger og tilbagetrækning af militært udstyr.
 
Mødet fandt sted ved en bombesprængt bro mellem byerne Slovyansk og Kramatorsk, hvor der tidligere har været hårde kampe mellem pro-russiske separatister og den ukrainske hær.
 
”Observatørerne bekræfter, at kamphandlingerne på det seneste er løjet af og bidrager dermed til de positive udmeldinger fra de politiske forhandlinger med Rusland og Ukraine om tilbagetrækning af tunge våben, siger Kristian Jensen og tilføjer:
 
”Derfor er det ekstra vigtigt, at vi bakker op om OSCE-missionen, og jeg medbringer et ekstra frivilligt bidrag på tre millioner kroner til indsatsen.”
 
Baggrund:
Ifølge nye tal fra FN er knap 8.000 mennesker dræbt og 18.000 sårede, siden Ukraine-krisen startede med russernes annektering af Krim i marts 2014.
1,4 millioner mennesker er internt fordrevne i landet, mens 1,1 millioner er flygtet uden for landets grænser. I alt 5 millioner mennesker vurderes at have behov for at humanitær bistand. Danmark har i 2014-2015 bidraget med i alt 25 millioner kroner til den humanitære indsats gennem ICRC, Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og UNHCR.

OSCE’s særlige monitoreringsmission (SMM) har aktuelt 525 observatører i Ukraine, cirka 400 indsat i Østukraine. Danmark har udsendt 14 observatører, og dermed er vi et af de lande, der bidrager med det største antal.

For yderligere presse kontakt:
Poul Kjar, 41865975