Spring til indhold

Øget fokus på nærområderne og den humanitære bistand

29.09.2015  12:00

Regeringen vil med udspillet til Finanslov 2016 fokusere udviklingssamarbejdet til 14 prioritetslande. 

”Vi vil i fremtiden prioritere de lande og regioner, hvorfra folk søger mod Europa. Vi vil fokusere på at bekæmpe de grundlæggende årsager til migration, og gøre en særlig indsats i nærområderne i Mellemøsten og Afrika. Det betyder også, at vi til næste år vil fastholde det historisk høje beløb, der er sat af til humanitære indsatser og verdens flygtninge. Faktisk øger vi den humanitære ramme med 50 millioner kroner i 2016,” siger udenrigsminister Kristian Jensen. 

Danmarks 14 prioritetslande vil være: Kenya, Sydsudan, Somalia, Etiopien, Tanzania, Uganda, Mali, Niger, Ghana og Burkina Faso, Afghanistan, Palæstina, Myanmar og Bangladesh. Omprioriteringen af ulandsbistanden betyder at langt hovedparten, 10 ud af 14 prioritetslande, fremover vil være i Afrika. 

”Vi øger fokus på Afrika og dermed i verdens fattigste lande. Her er behovet størst, og vi kan gøre den største forskel med offentlige udviklingsinvesteringer. Pejlemærkerne er at forebygge migration og afhjælpe konsekvenserne af krige og konflikter. Vi vil investere i fred og sikkerhed og forbedre mulighederne for bæredygtig vækst og handel” siger Kristian Jensen. 

Ifølge ministeren skal den danske indsats gøre en forskel for verdens fattige, gøre bedst mulig brug af danske kompetencer og fremme vores interesser. 

Der er i 2016 afsat 14,8 milliarder kroner til udviklingssamarbejde. Dermed er Danmark fortsat blandt de fem eneste lande i verden, der lever op til FN’s målsætning om at give 0,7% af BNI til verdens fattigste. I lyset af den ekstraordinære flygtningesituation, og for at sikre - som tidligere annonceret - en gradvis tilpasning til 0,7 pct., vil regeringen i 2015 afsætte en tilsagnsramme på 0,73 pct. af BNI.

Ifølge regeringens udspil skal udviklingssamarbejdet med Latinamerika – Bolivia og Mellemamerika – fases helt ud. I Asien udfases Vietnam som planlagt, og derudover vil det klassiske udviklingssamarbejde med Indonesien, Pakistan og Nepal blive gradvist udfaset.

Endelig trækker Danmark sig ud af to afrikanske lande, Mozambique og Zimbabwe. 

Udover at reducere i antallet af prioritetslande vil der blandt andet blive reduceret i bidragene til de danske udviklingsorganisationer, og afsat færre penge til forskning, oplysning, kultur og udveksling med udviklingslandene. 

Regeringen prioriterer samtidig i den multilaterale udviklingsbistand, der går gennem FN, EU og Verdensbanken. Støtten fastholdes til nogle organisationer, der arbejder for særlige danske mærkesager, mens den nedjusteres og udfases til andre. I 2016 udgør Danmarks multilaterale kernebidrag omkring 3,3 milliard kroner. 

Rammen for Danmarks humanitære bistand vil ikke blive beskåret, men vil udgøre 1,825 mia. kroner i 2016. I 2015 er den 1,775 mia. kr.

Læs regeringens udviklingspolitiske prioriteter

Faktaark 'Tilpasning af udviklingsbistanden i 2015'

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975
Peter Høyer, særlig rådgiver, tlf: 61979042