Spring til indhold

Kristian Jensen i Kina: Danmark nu medlem af Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank

27.10.2015  07:46

 ""

Under sit besøg i Beijing, underskrev udenrigsminister Kristian Jensen i dag aftalen om oprettelse af Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB), som gør Danmark til stiftende medlem sammen med over 50 andre lande.

”Jeg er glad for at Danmark i dag er blevet stiftende medlem. AIIB kan som supplement til de eksisterende banker komme til at spille en stor rolle for udvikling og vækst i Asien. Der tales om behov for investeringer på op til 11.500 mia. USD frem til 2030.

Danmark skal være med for at bidrage til bæredygtig vækst og udvikling i Asien – og for at fremme vores økonomiske og handelsmæssige interesser. Vi skal fra start sætte fingeraftryk på AIIB’s arbejde. Vi lægger vægt på, at banken lever op til de globale standarder om f.eks. rettigheder, bæredygtighed, social ansvarlighed og gennemsigtighed.

"" 
Banken vil de første år fokusere på tre sektorer: transport, energi og vand, som er relevante for Danmark og danske kompetencer. Vi har under forhandlingerne arbejdet for høje standarder og gennemsigtighed i bankens udbudsregler for at styrke danske virksomheders muligheder for kontrakter.

Jeg har igangsat en hurtig ratifikationsproces. Planen er at Danmark bliver blandt de første lande, som ratificerer aftalen, og dermed er med til at sikre, at AIIB kan operere fra starten af 2016.”, siger Kristian Jensen.

 

Baggrund
Forhandlinger om oprettelse af Den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank blev på kinesisk initiativ indledt i efteråret 2014. Bankens hovedformål er at fremme en bæredygtig økonomisk udvikling og regionalt samarbejde i Asien gennem investeringer i infrastruktur. Bankens aktiekapital udgør 100 mia. USD, hvoraf de 20 pct. indbetales som kapitalindskud. Det danske kapitalindskud er på ca. 500 mio. kr. (ved aktuel valutakurs USD/DKK) fordelt med fem rater à ca. 100 mio. kr. i perioden 2016-2019. Hertil kommer garantikapital på forventet godt 2 mia. kr., som ikke skal indbetales.  Jin Liqun fra Kina er valgt som midlertidig præsident for banken og ventes udpeget for en femårig periode, når banken i december eller januar bliver operativ. Banken ventes at få 57 stiftende medlemmer, herunder alle de nordiske lande. Fra EU er bl.a. Tyskland, UK, Frankrig og Nederlandene stiftende medlemmer.
 
For yderligere information kontakt:
Dorte Bryde Mikkelsen, presserådgiver, tlf. 50778698