Spring til indhold

Anerkendelse af den danske humanitære indsats

11.05.2015  09:14
Danmark er en højt respekteret humanitær donor internationalt. Det er en af konklusionerne på en netop gennemført evaluering af Strategien for Dansk Humanitær Indsats 2010-2015.

Når der står respekt om Danmark, så er det først og fremmest på baggrund af vores evne til at reagere hurtigt og fleksibelt, når der er behov for humanitær bistand. Den humanitære bistand er i de seneste år vokset betragteligt – fra et niveau på 1,5 mia. kr. i 2010 til 2,2 mia. kr. i 2014. Den samlede humanitære bistand i perioden 2010 – 2014 udgjorde i alt knap 9,2 mia. kr. Bistanden ydes gennem partnere - danske og internatonale NGOer og multilaterale organisationer En stor del af indsatsen ydes til udvalgte langvarige kriser, hvor Danida har godt kendskab til situationen og partnerne, der er aktive i disse kriser.

Danidas humanitære strategi har vist sig særdeles slidstærk. Strategien har været fremsynet, idet temaer som sårbarhed, modstandskraft og innovation fremstår centralt. Men evalueringen peger samtidig på, at det har været en udfordring at vurdere om strategien er gennemført, idet der ikke er udarbejdet et operativt rammeværk, som angiver succeskriterier.
Strategien var bredt formuleret med mange mål og delmål, så bl.a. derfor bakker evalueringen op om Danidas beslutning om at fokusere på et fåtal af målsætningerne og lade disse styre gennemførelsen af strategien:
• udvikling af langsigtede partnerskaber med NGO'er og multilaterale organisationer;
• fokus på beskyttelse af flygtninge og andre sårbare grupper i kriser;
• engagement i udvalgte langvarige kriser.

Evalueringen finder også, at selvom Danida anvender ca. halvdelen af den humanitære bistand på et begrænset antal langvarige kriser, så er man alligevel i stand til at sikre tilstrækkelig dækning af hele paletten af humanitære udfordringer bl.a. ved at give ikke-allokerede midler til partner organisationer, så de kan agere hurtigt når en ny krise opstår. Endvidere ydes et betydeligt bidrag til den Humanitære Fond (CERF), der reagerer på akutte nødsituationer samt underfinansierede kriser.

Evalueringen peger på, at der er behov for at Danida følger mere aktivt med i resultater af den humanitære indsats gennem en tættere dialog med partnerne, og at Danida sammen med andre donorer skærper overvågningen af den humanitære indsats på landeniveau.

Danida er meget tilfreds med evalueringen, som giver nyttige indspil til den kommende strategiproces. Danida er enig i behovet for at styrke fokus på resultater og vil i den kommende tid tage en række tiltag i relation til de danske NGO partnere og fortsætte den dialog, som er iværksat med multilaterale organisationer om resultater. Danida vil fremover i langt højere grad se på partnerens evne til at levere resultater af den humanitære indsats, når den humanitære bistand fordeles. 

For yderligere information kontakt Chefen for Evalueringskontoret Sus Ulbæk tlf. 33921839.