Spring til indhold

Til kamp mod kvindelig omskæring i Etiopien

17.02.2015  17:01

Under deres besøg i Etiopien mødte handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og HKH Kronprinsessen i dag nogle af de piger og kvinder, som lever med de invaliderende følger af omskæring. I Etiopien praktiseres den mest ekstreme form for omskæring, hvor både kvindens indre og ydre kønsorganer fjernes, og hun derefter syes sammen, så der blot er plads til at komme af med urin.

""

I Afar-regionen i det nordøstlige Etiopien var Mogens Jensen og Kronprinsessen inviteret med til et møde i en lokal dialoggruppe bestående af både de lokale myndigheder, lokalsamfund, religiøse ledere og klanoverhoveder. Desuden var de inviteret med til et møde med en gruppe unge kvinder for at diskutere, hvorfor det ikke er så let blot at afskaffe omskæringen.

”Indgrebet har helt umenneskelige følger i form af sygdom, infektioner og livsfarlige fødsler, og det skal vi bekæmpe gennem oplysning og uddannelse. Det har vi set i Afar i dag. Omskæringen er i mange kulturer en forudsætning for, at unge piger kan blive gift. Sådanne kulturelle og sociale normer lægger pres på forældre til at få omskåret deres piger og understreger betydningen af gennemgribende normændringer – også blandt de drenge, der en dag skal gifte sig med pigerne,” siger Mogens Jensen.

Etiopien er fortsat et af de lande, der med ca. 75 procent omskårne på landsplan har en høj forekomst. Og særligt i Afar-regionen har dybe traditioner og kulturelle barrierer forhindret en effektiv bekæmpelse af kvindelig omskæring. Her er over 90 procent af pigerne og kvinderne omskåret.

I Afar besøgte Mogens Jensen og Kronprinsessen også Barbara May Maternity Hospitalet, hvor kvinder kan modtage behandling for livstruende lidelser relateret til omskæring af kvinder. Hospitalet er specialiseret i obstetrisk behandling og er med sine uddannede gynækologer og obstetrikere og sengepladser til ca. 20 patienter det eneste velfungerende henvisningshospital med operationskapacitet for lokalsamfundene.