Spring til indhold

Magasinet Udvikling spår om fremtiden

10.12.2015  16:40
Årets sidste udgave af Udvikling står i profetiernes tegn. Læs spådommen over fremtiden for Danmarks udviklingssamarbejde og fremtidsscenarierne for Syrien.

Årets sidste udgave af Udvikling står i profetiernes tegn. Professor i statskundskab Martin Marcussen spår om fremtiden for Danmarks udviklingssamarbejde, Mellemøst-kender Rolf Holmboe tegner fremtidsscenarier for Syrien, og så inviteres læserne til at gætte med om verdens gang i 2016.

Danmarks udviklingsbistand kommer næppe op på én procent af BNI inden for en overskuelig fremtid. Den spådom kommer professor i statskundskab Martin Marcussen med i en analyse i Magasinet Udvikling, der netop er udkommet. Tidligere tiders konsensus om udviklingspolitikken er død, den folkelige opbakning dalende, og bistandspolitikken er i langt højere grad blevet del af det øvrige politiske slagsmål, skriver professoren blandt andet.

Årets sidste udgave af Udvikling står i det hele taget i profetiernes tegn. Danmarks tidligere ambassadør til Syrien, Rolf Holmboe, tager således hul på debatten om, hvordan Syriens fremtid tegner sig, den dag de stridende parter måtte nå til enighed om en politisk aftale.

Og så vender Udviklings traditionsrige profetquiz tilbage: Sidder Zimbabwes præsident, Robert Mugabe, fortsat på præsidentposten om et år, får Brasilien flere end tre guldmedaljer ved OL i Rio, får Cubas indbyggere fri udrejse, og hvordan går det lige med kaffeprisen på verdensmarkedet i 2016? Det og meget mere skal man spå om for at komme i betragtning til titlen som Årets u-landsprofet 2016.

Og så er der selvfølgelig en række reportager fra verden derude – om statspropaganda i Sydøstasien, hverdag i et zambisk fængsel, uddøende sprog i Himalaya og ikke mindst hed romantisk litteratur i Boko Haram-land.

Læs magasinet Udvikling

Deltag i konkurrencen om at blive Årets u-landsprofet 2016