Spring til indhold

Danmark er verdens bedste til at bekæmpe fattigdom 

23.12.2014  07:00
Danmark indtager for tredje år i træk førstepladsen på listen over de rigeste landes samlede indsats i verdens fattigste lande. Det er den amerikanske tænketank, Center for Global Development, der står bag kåringen og som placerer os på en klar førsteplads foran Sverige, Finland og Storbritannien.

Danmark indtager for tredje år i træk førstepladsen på listen over de rigeste landes samlede indsats i verdens fattigste lande. Det er den amerikanske tænketank, Center for Global Development, der står bag kåringen og som placerer os på en klar førsteplads foran Sverige, Finland og Storbritannien. Til grund for kåringen ligger blandt andet størrelse og kvalitet af dansk udviklingssamarbejde samt stærk sammenhæng med andre politikområder.

”Fattigdomsbekæmpelse handler ikke kun om kroner og øre, men om at tilrette vores handelspolitik og andre politikområder, så udviklingslandene får mest muligt ud af det. Og her glæder det mig, at Danmark endnu engang ligger helt i top”, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen og peger på, at Danmark ikke blot ligger i front men også har øget forspringet i forhold til sidste års indeks.

I år er 29 lande blevet vurderet på syv parametre fra handel, finansiering og migration til miljø, sikkerhed, teknologi og udviklingsbistand. Danmark scorer højest på teknologi, fordi vi bruger over 1 procent af vores BNI på forskning og teknologiudvikling i Danmark.

”Teknologioverførsel er rent faktisk noget af det, udviklingslandene efterspørger mest,  og vi er gode til at gå i samarbejde med landene om at udbrede vores viden inden for IT, men også vand og vindsystemer. Det hjælper udviklingslandene og skaber også forretningsmuligheder for danske virksomheder”, siger Mogens Jensen.

Danmark scorer også højest på udviklingsbistanden, fordi vi er ét af de få lande, der lever op til vores internationale forpligtelse om at give mindst 0,7 procent af vort BNI til fattigdomsbekæmpelse. Men endnu vigtigere fordi kvaliteten i ligeså høj grad som kvantiteten er i top. Og så tæller det også, at en stor del af bistanden går til de fattigste lande.

”Vi har 50 års dyrebar Danida-erfaring i at skabe udvikling i verdens fattigste lande. Det er i sig selv en af Danmarks styrkepositioner, som vi skal holde fast i, og som vi ikke har råd til at spare på”, siger Mogens Jensen.

Center for Global Development udarbejder hvert år et indeks, der viser i hvilket omfang, verdens rige lande hjælper de fattige set i forhold til deres potentiale, og hvorvidt politikker på andre områder end udvikling er med til at fremme forholdene for udviklingslandene, eller ligefrem kan siges at modarbejde dem.

Læs mere om indekset her: http://www.cgdev.org/initiative/commitment-development-index/index

For yderligere information kontakt:
Andreas Gylling Æbelø, særlig rådgiver for udviklingsministeren, tlf.: 25267685