Spring til indhold

Udviklingsministeren præsenterede Børnenes U-landskalender 2011

14.10.2011  15:04
Udviklingsminister Christian Friis Bach præsenterede i dag årets U-landskalender for pressen på Peder Lykke Skolen på Amager.

60 forventningsfulde børn fra 2.-klasserne på Peder Lykke Skolen hørte udviklingsministeren læse op af Danidas undervisningsbog ”De magiske Briller”; de fik hver en U-landskalender, og børnene spillede computerspillet ”Gedejagten”, der ligesom bogen handler om børn i Sierra Leone. Samtidig så de også DRs U-landskalenderfilm, hvor Store Nørd fra DR rejser rundt i Sierra Leone for at møde børn dér og lære om deres liv.

Sierra Leone er i fokus, fordi overskuddet fra salget af Børnenes U-landskalender i år går til Red Barnets børneklubber i Sierra Leone. Børneklubberne skal støtte børnene i deres nærmiljø og lære dem at løse konflikter. Klubberne skal rumme aktiviteter som skuespil, radio, kampagner og quiz. Formålet er at skabe bedre vilkår for børnene i deres dagligdag.

En årelang borgerkrig sluttede i 2002, og en positiv udvikling er nu i gang i Sierra Leone. Men krigen har sat sit præg på landet og på børnene. Store dele af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og krænkelser af børns rettigheder er desværre dagligdag.

Undervisningsmaterialet ”De magiske briller”

Årets undervisningsmateriale, der knytter sig til Børnenes U-landskalender, hedder ”De magiske briller” og handler om børn i Sierra Leone. Det gennemgående tema er venskaber og mobning, og hvordan børnene bedst løser konflikter. Bogen er skrevet af Carl Quist-Møller og er illustreret af forfatteren selv og med billeder af Jørgen Schytte.

3D-computerspil ”Gedejagten”

Gedejagten er et 3D-læringsspil for børn i alderen 5-9 år. Spillet handler om en konflikt om nogle geder, som forsvinder. Gederne bliver fundet igen, og alt ender godt. Spillet udgives af Danida og Red Barnet. Spil spillet på: www.u-landskalender.dk.

 

Yderligere information

Få mere information på www.u-landskalender.dk eller kontakt Charlotte Henriksen, Danida, tlf. 33 92 17 72, chahen@um.dk. Henvendelser vedr. projektet fås ved at kontakte Louise Dyring, Red Barnet, tlf. 35 24 85 06, ldn@redbarnet.dk. For information om selve pap-kalenderen kontakt Maiken Maigaard, DR, tlf. 35 20 30 40, maim@dr.dk.

Børnenes U-landskalender kan købes i butikker over hele landet fra mandag den 17. oktober, og den koster 45 kr.