Spring til indhold

Mogens Jensen: Danmark parat til at hjælpe ofre for Boko Harams terror

14.01.2015  06:09
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen fordømmer kraftigt Boko Harams seneste voldshandlinger i Nigeria og undersøger nu, hvad Danmark kan gøre for at hjælpe ofrene.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen fordømmer kraftigt Boko Harams seneste voldshandlinger i Nigeria og undersøger nu, hvad Danmark kan gøre for at hjælpe ofrene.

Terrorbevægelsen har de seneste dage belejret nye områder omkring byen Baga, nedslagtet civile og sendt tusinder på flugt.

”Jeg har på baggrund af de seneste dages indberetninger bedt mine embedsmænd vurdere, om Danmark har nogle muligheder for at bidrage til at hjælpe ofrene for Boko Harams galskab. Det vil afhænge af konkrete behov og anmodninger, men hvis de er til stede, så er vi klar.”

Det er svært at få præcise meldinger om omfanget af de aktuelle overgreb omkring byen Baga i det nordøstlige Nigeria, men Læger uden Grænser melder om mange dræbte i det mest dødbringende Boko Haram-angreb i mere end fem år.

Ifølge FN er mere end 1,5 millioner på nuværende tidspunkt fordrevet internt i Nigeria, og over 60.000 er flygtet til nabolandene Cameroun, Tchad og Niger. Cameroun huser i forvejen sto flygtningestrømme fra urolighederne i Den Centralafrikanske Republik (CAR). Tallene stiger fortsat.

”Vi ser desværre mange ansigter på ekstremismen i denne tid, og Boko Haram er et af de grimmeste. Verdens øjne er naturligt rettet mod IS og islamisk terror i Paris og Mellemøsten, men vi må ikke glemme det, der foregår i det nordlige Nigeria og i nabolandene Cameroun, Tchad og Niger. Boko Harams handlinger er udtryk for ren galskab,” siger Mogens Jensen.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975