Spring til indhold

Samuelsen til internationalt møde om Nordkorea

15.01.2018  09:28

Udenrigsminister Anders Samuelsen deltager tirsdag den 16. januar 2018 i Vancouver, Canada, i et udenrigsministermøde om situationen i Nordkorea. Mødet er indkaldt af den canadiske og den amerikanske udenrigsminister og vil have deltagelse fra ca. 20 lande.

Danmark deltager i mødet i kraft af sit engagement i United Nations Command (UNC) i Sydkorea, der har til formål at overvåge våbenhvileaftalen på den koreanske halvø. 

Udenrigsministeren siger:

”Jeg ser frem til at deltage i udenrigsministermødet i Vancouver. Det er centralt, at det internationale samfund står sammen om et stærkt diplomatisk og økonomisk pres på Nordkorea. Med mødet vil vi sende et klart signal til Nordkorea om, at vi ikke accepterer de fortsatte og talrige brud på resolutionerne fra FN’s Sikkerhedsråd. Vi vil samtidig drøfte, hvordan man med økonomiske og diplomatiske midler, herunder sanktioner, mere effektivt kan påvirke Nordkorea til at sætte sig ved forhandlingsbordet for at nå frem til en holdbar politisk løsning, der sikrer en koreansk halvø fri for atomvåben.”

For yderligere information: Presserådgiver Kasper Thams Olsen, 61979031