Spring til indhold

Regeringen etablerer globalt offentlig-privat partnerskab for grøn vækst

12.05.2011  14:40
Internationale partnere bag det Globale Vækst Forum (3GF) mødtes i dag i København til en indledende drøftelse af, hvordan der kan sikres optimale betingelser for omstillingen til en global grøn vækst økonomi.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var den 12. maj 2011 vært for et høj-niveau rundbordsmøde om grøn vækst sammen med den sydkoreanske præsident Lee Myung-bak. Mødet markerede etableringen af et globalt offentlig-privat partnerskab bag initiativet Global Grøn Vækst Forum (3GF).

Rundbordsmødet havde deltagelse af følgende 3GF-partnere:
• Den danske regering, den sydkoreanske regering og den mexicanske regering.
• Virksomhederne ABB, BYD, Danfoss, General Electric, Hyundai Motors, McKinsey & Company, Novozymes, Samsung,  
   Siemens og Vestas.
• Organisationerne OECD, det Internationale Energiagentur (IEA), FN’s Global Compact og Den Internationale
   Finansieringsinstitution (IFC).
• Vidensinstitutionerne Climate Policy Initiative og Global Green Growth Institute.  
 
3GF er et dansk initiativ, lanceret med støtte fra den koreanske regering og udviklet i samarbejde med Global Green Growth Institute. Fra dansk side bakkes initiativet op af partierne bag globaliseringsaftalen (Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre), der er enige om at allokere op til 20 mio. kr. til initiativet i de første to år af initiativets levetid. Herefter er det hensigten, at 3GF vil blive selvbærende med bidrag fra partnere og sponsorer.

3GF vil afholde årlige høj-niveau forummer i Danmark for regeringer, globale virksomheder, investorer og eksperter med henblik på at pege på løsninger og muligheder for at udnytte vækstpotentialet i den industrielle omstilling til en grøn økonomi. Det første Forum finder sted i København den 11.-12. oktober 2011 og arrangeres af Udenrigsministeriet i et tæt samarbejde med Klima- og Energiministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt Klimakonsortiet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Vi skal udnytte det økonomiske vækstpotentiale, som ligger i den globale grønne omstilling. Denne strategiske udfordring kræver et stærkt engagement fra alle de aktører, som er med til at skabe morgendagens grønne vækst løsninger. Derfor har Danmark taget initiativ til etablering af 3GF i samarbejde med den sydkoreanske regering. Afgørende for vores succes bliver det unikke offentlig-private partnerskab bag 3GF, som blev konstitueret på vores møde i dag.”

Udenrigsminister Lene Espersen udtaler:

”3GF viser den bedste side af det internationale samfund. Regeringer, internationale organisationer og globale virksomheder er gået sammen for at håndtere fælles globale udfordringer. Kompleksiteten i dagens globale udfordringer betyder, at vi må finde nye og bedre måder at koordinere offentlige og private aktører. 3GF åbner døren mellem bestyrelsesgangen og det politiske forhandlingbord. Det er den eneste måde, vi sikrer os, at de politiske rammer bidrager til reel grøn vækst.”

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Den økonomiske krise og behovet for en mere bæredygtig udvikling repræsenterer nogle af vor tids store udfordringer. Det er udfordringer, vi ikke kan overkomme alene, men må stå sammen om at løse. I Global Green Growth Forum mødes politikere og erhvervsledere for at fremme bæredygtig grøn vækst. Sammen kan vi udforske og kortlægge en mere økonomisk og miljømæssigt bæredygtig vej til fornyet vækst.”

Klima- og energiminister Lykke Friis udtaler:

”Jeg er utrolig glad for, at 3GF nu sætter fokus på vækstpotentialet ved en global omstilling til et samfund uafhængigt af fossile brændsler. Med Energistrategi 2050 har regeringen vist, at det fossiluafhængige samfund kan realiseres samtidig med at vi skaber nye vækstmuligheder for erhvervslivet. Med 3GF tager vi et stort skridt i retning af at sikre, at en grøn omstilling også globalt kan gøres til en vækstdriver.”

Udtalelser fra øvrige partnere

Den sydkoreanske præsident Lee Myung-bak:

"Offentlig-privat partnerskab er en essentiel drivkraft for grøn vækst, idet det faciliterer grønt entreprenørskab fra virksomhedens side og grøn forvaltning fra regeringens side, som følgende vil fremme miljøet for forskning og udvikling samt for grønne investeringer. Jeg er overbevist om, at 3GF inden længe vil udvikle sig til en særdeles vigtig platform for sådanne partnerskaber, som vil bære frugterne af teknologiske fordele og industrielle muligheder for vores fælles fremtid."

Mexicos præsident, Felipe Calderón:
 
“Vi er fanget i et falsk dilemma, hvor vi skal vælge mellem økonomisk udvikling og miljøet. Men der er ikke et sådan dilemma. Det er muligt at opnå bæredygtig økonomisk vækst samtidig med en reduktion i CO2-udledningen. For at opnå det, må vi enten minimere udledninger uden at sætte væksten over styr, eller maksimere væksten under efterlevelse af faste udledningsmålsætninger. Men pointen er at det er muligt at kombinere økonomisk vækst og bæredygtighed. Grøn økonomi er afgørende for at kunne forhindre klimaforandringer, og det er løsningen på dilemmaet.”

Niels B. Christiansen, administrerende direktør, Danfoss:

”Energieffektivitet er den billigste og hurtigste måde at spare energi og reducere udledning af CO2. I dag råder vi over energi-effektive teknologier til overkommelige priser, og der er ingen grund til at vente. Der er en kløft mellem hvad der er muligt og den politiske vilje. 3GF skal bidrage til at bygge bro over denne kløft.”

Ditlev Engel, Præsident og administrerende direktør, Vestas Wind Systems A/S:

”Vestas bifalder Global Green Growth Forum. Initiativet har potentiale til at bidrage betydeligt til at accelerere omstillingen til en grøn økonomi. Vi ser frem til at bidrage til at definere arbejdsplaner efterhånden som initiativet vinder momentum.”

Jukka Pertola, administrerende direktør, Siemens A/S:

”Vi støtter til fulde 3GFs ambition om at skabe et grønt forum for regeringer, internationale virksomheder, investorer, tænketanke og internationale organisationer. Vi er nødt til at samarbejde om at skabe en grøn økonomi for fremtiden. Det afgørende er at bruge teknologien intelligent, så hensynet til klimaet gennemføres samtidig med, at virksomheder fortsat kan præstere indtjening og vækst. Det kan godt lade sig gøre, og det er præcis sådanne løsninger vi i Siemens hver dag bestræber os på at udvikle."

Chuanfu Wang, formand og administrerende direktør, BYD Group:

”3GF har skabt bred opmærksomhed hos politikere, i industrien og blandt institutioner. Som en virksomhed, der er dedikeret til el-kørsel, solenergi, energilagring og LED lys, støtter BYD 3GF, der tilbyder en fantastisk platform for at finde vejen til en bæredygtig og renere vækst.”

Joe Hogan, administrerende direktør, ABB Ltd.:

”ABB lykønsker den danske og den sydkoreanske regering med et meget lovende og handlingsorienteret initiativ, der samler globale nøgleaktører fra både den offentlige og den private sektor. Initiativet bekræfter Danmarks og Sydkoreas position som pionerer med hensyn til at facilitere og accelerere omstillingen til en bæredygtig økonomi. ABB mener, at bedre energieffektivitet er kritisk for at sikre bæredygtig vækst, og vi tror på, at 3GF vil være medvirkende til at fremme denne dagsorden. ABB ser frem til at tage aktiv del i Forummet og til at dele vores viden og lange erfaring med projekter rundt omkring i verden, der mindsker miljøpåvirkninger i relation til vand, transport og energi.”

OECD’s Generalsekretær Angel Gurriá:

“Præsident Lee’s engagement i grøn vækst er et eksempel, der følges af mange. Det ansporede OECD’s grøn vækst strategi, som har til formal at skabe nye kilder til vækst gennem grønnere produktion og forbrug. Strategien anerkender erhvervslivets rolle – og anvendelsen af nye energieffektive teknologier, der er gode for miljøet såvel som for virksomhedsregnskabet. Danmarks 3GF initiativ skaber mulighed for nøgleaktørers samarbejde for en grønnere fremtid, og det byder vi velkommen.”

Forberedelser til forummet til oktober skydes i gang med en workshop om energi og transport den 13. maj 2011 i København.