Spring til indhold

Anti-korruption og vækst væsentligt fokus i nye danske udviklingsinvesteringer i Kenya

18.12.2015  15:19

"" 

Under et møde med Kenyas finansminister i dag lancerede udenrigsminister Kristian Jensen det nye landeprogram for Kenya og dermed et dansk bidrag på 970,5 millioner kroner i udviklingsinvesteringer over de næste 5 år.
 
"Mit besøg i denne uge i Kenya har styrket min tro på, at vi fokuserer på de rette ting, når vi over de næste 5 år investerer 970,5 millioner kroner i grøn vækst, god regeringsførelse, jobskabelse i den private sektor, stabilisering og sundhed. Kenya er nået langt og har et stort potentiale, men står også med store udfordringer. Og Danmark kan hjælpe Kenya med de strategiske valg, landet står overfor", siger Kristian Jensen.
 
Kristian Jensen så både mere klassisk bistand, da han besøgte en primær sundhedsklinik tæt ved Mombasa, der arbejder med at nedbringe Kenyas alt for høje mødredødelighed og med at forbedre kvinders reproduktive sundhed og seksuelle rettigheder. Og nye fokusområder i havnen i Mombasa, hvor et dansk-støttet projekt hjælper med at fjerne hindringer og ventetid for erhvervslivet i havnen, samt infrastruktur. Samtidig støtter Danmark (over den regionale ramme for fred og stabilisering for Afrikas Horn) den kenyanske flåde  med at patruljere den kenyanske kyst bedre.
 
"Vi skal sikre farvandet ud for Afrikas horn for pirater. Og så skal vi gøre handelsbetingelserne i Østafrika meget bedre. Der er Mombasa havn et knudepunkt. Ventetiden for at håndtere containere generelt i Mombasas havn er halveret fra 11 til ca 5 dage. Men både effektivitet og infrastruktur skal forbedres. Det gavner den kenyanske økonomi - men også den danske, for dansk søfart har store interesser i Østafrika.

Danmark skal også øge fokus i investeringer i grøn vækst, for her har Kenya brug for de danske løsninger og den danske know-how. Og så styrker vi kampen for ligestilling og mod korruption. Det er helt afgørende for kenyanerne, at der sker fremskridt her. Det var spændende at møde dansk-støttede ngo'ere, der hver dag kæmper for, at forfatningens fine idealer bliver omsat til mere virkelighed", siger Kristian Jensen.
 
Baggrund
Udenrigsminister Kristian Jensen besøgte Kenya den 15. - 19. december. Under besøget lancerede han det nye landeprogram og delprogrammerne for god regeringsførelse og grøn vækst.


Landeprogrammet vægt på fattigdomsbekæmpelse, demokrati og menneskerettigheder, kvinders rettigheder og fremme af grøn vækst og beskæftigelse. Landeprogrammet består af tre tematiske programmer (god regeringsførelse, grøn vækst og beskæftigelse samt sundhed). De støtter alle op om den nye decentraliserede regeringsstruktur med 47 lokalregeringer.
Programmet for god regeringsførelse har et budget på 225 mio. kr. til syv partnere omfattende Finansministeriet, Verdensbanken og fem kenyanske NGOer til støtte for gennemførelse af forfatningsreform. Finansministeriet er en central partner i støtten til rigsrevisionen, skatteopkrævning, elektronisk forvaltning, bedre regnskabsaflæggelse og andre anti-korruptionstiltag. Den største del af budgettet går til civilsamfundsorganisationer, der arbejder med valgbistand, demokrati- og menneskerettigheder, ligestilling, retsvæsen samt konfliktforebyggelse og antiradikalisering.
Programmet for grøn vækst og beskæftigelse har et budget på 500 mio. kr. til 9 partnere omfattende Miljøministeriet, Miljøstyrelsen, Erhvervsorganisationer og trustfonde til støtte for transition til grøn vækst. Der lægges stor vægt på konkrete resultater i samarbejde med myndigheder og erhvervsorganisationer f.eks. ved at skabe incitament gennem støtte til firmaers energi-revision som baggrund for private investeringer. Også vægt på direkte fattigdomsorienterede indsatser som støtte til vand i de tørre og marginaliserede områder samt støtte til landbrugsværdikæder med fokus på beskæftigelse for unge og kvinder.
Programmet for sundhed har et budget på 245,5 mio. kr. til 4 partnere omfattende Sundhedsministeriet, Finansministeriet på vegne af de 47 lokalregeringer, UNFPA og en organisation, der hjælper voldsramte kvinder.  Ved at arbejde direkte med lokalregeringerne støtter programmet op om den demokratiske reform med decentralisering og styrker den lokale kapacitet til at løfte det nye ansvar for sundhedsydelser. Endvidere ydes en målrettet indsats vedr. seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder bl.a. for at nedbringe den meget høje mødredødelighed i Kenyas fattige og marginaliserede områder.
Mere information om landepolitikpapir og landeprogram www.kenya.um.dk
 
For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. 41904124.