Spring til indhold

Vi skal hjælpe mere i nærområderne – men hvordan?

10.02.2016  17:02
Årets første udgave af Magasinet Udvikling er på gaden – med fokus på den nærområdebistand, som er blevet et nyt pejlemærke for Danmarks udviklingssamarbejde.

Klik for at læse magasinet Politikere fra højre til venstre er enige om, at vi skal hjælpe mere i nærområderne. Men hvordan gør man det, hvis man vil mere og andet end dele nødhjælp ud? Det sætter vi fokus på i årets første udgave af magasinet Udvikling.

Du kan også blive klogere på, hvad det betyder for mennesker og miljø, at der er planer om at grave en kanal tværs gennem Nicaragua. Og på, hvorfor det er så vanskeligt - uanset hvor hårdt man anstrenger sig – at blive rig af at dyrke jorden i Mozambique.

Udvikling er også med i førerhuset på den spritnye, kinesisk-byggede letbane i den etiopiske hovedstad Addis Abeba – den første af sin art i Afrika syd for Sahara og et konkret eksempel på, hvordan Kinas indflydelse i Afrika bliver stadig mere synlig.
Hvert år rejser tusinder af solhungrende feriegæster sydpå til sol, palmer og én på opleveren. Flere og flere rejser til ferielande, som også er udviklingslande. Thailand topper listen, Egypten er nummer to, men hvem er de otte øvrige? Udvikling har undersøgt sagen på søgemaskiner og hos rejsebureauer, og præsenterer nu en top-10 over danskernes foretrukne u-lands-rejsemål.

Dyk også ned i vores tema om by og bolig i Latinamerika. Udvikling har besøgt Alphaville uden for São Paulo, der ned sine 50.000 indbyggere er verdens største lukkede rigmandsghetto. I Buenos Aires i nabolandet Argentina ligger en ganske anden slags bebyggelse: slumbyen Villa 31, hvor beboerne – ud over fattigdommen - dagligt må finde sig i dårlig offentlig infrastruktur.Nu forsøger beboerne i Villa 31 at få den store bebyggelse registreret og dermed også anderkendt af byens myndigheder.

Læs også om, hvordan en smartphone-app er blevet et vigtigt våben i kampen mod illegal tømmerhugst i Cambodja, om den næste generation unge politikere i Zumas kriseramte Sydafrika og om den robuste congolesiske træcykel, chukudu’en.

God læselyst!
Redaktionen