Spring til indhold

Flere danskere vil gøre en forskel ude i verden

18.12.2014  12:16
Flere og flere helt almindelige danskere rejser frivilligt ud i verden for at gøre noget for at hjælpe fattige mennesker i udviklingslandene.

Flere og flere helt almindelige danskere rejser frivilligt ud i verden for at gøre noget for at hjælpe fattige mennesker i udviklingslandene.

Det være sig frivilligt arbejde på børnehjem i Bangladesh, hjælp til fattige kvinder i Cambodja eller engelskundervisning et sted i Afrika.  Alene gennem danske NGO’er rejser i år 1500 almindelige danskere til udviklingslandene som frivillige, og tallet er i kraftig stigning.

Den tendens hilser handels- og udviklingsminister  Mogens Jensen velkommen og lancerer nu et frivillighedsprogram - Volontør i Verden - til 20 millioner kroner, der skal hjælpe endnu flere danskere ud i den store verden, og som kan bidrage til at nedbringe udgifterne til danskernes brændende ønske om at gøre en forskel for fattige mennesker i udviklingslandene. 

”Der er nok en tendens til, at det er unge fra hjem med klaver, der kommer ud i verden som frivillige. Det har både noget med pengepung og organisationernes rekruttering at gøre.  Og glippede chancen som ung, så kan det være svært at få muligheden igen, når man er etableret med familie og arbejde. Her skal organisationer og virksomheder have bedre mulighed for at samarbejde om at sende medarbejdere ud som frivillige i en periode, og det ønsker regeringen at støtte op om, ” siger Mogens Jensen. 

De endelige rammer og kriterier for programmet vil ske i samarbejde med organisationer, som allerede har større udviklingsprojekter, men ministeren har lagt sig fast på tre pejlemærker:
 
1) Fokus på unge fra flere forskellige samfundslag.
2) Virksomhedssamarbejde.
3) Kreativ formidling.

Programmet skal desuden rumme klare formidlingskrav, så organisationer og virksomheder forpligter sig på at kommunikere om de konkrete projekter og oplevelser. Her vil programmet blandt andet lade sig inspirere at et samarbejdsprojekt mellem Folkekirkens Nødhjælp og Bilka, hvor ansatte rejser til Malawi og er frivillige på sundhedsklinikker – for derefter at formidle deres oplevelser til kolleger og kunder i butikkerne. 

”Vi skal ikke undervurdere ambassadør-elementet. Har man først fået Afrika eller Asien ind under huden, så smitter det af på venner, familie og lokalmiljø. Ulandsfrivillige engagerer sig typisk også efterfølgende i organisationsarbejde. Det er den fødekæde, jeg ønsker at styrke,” siger Mogens Jensen. 

På lang sigt vil Mogens Jensen med frivillighedsprogrammet flytte debatten om Danmarks bidrag i verden ud fra Christiansborg og ind på skoler og arbejdspladser. 

”Verden omkring os påvirker danskerne mere og mere. Og samtidig har Danmark stadig større mulighed for at påvirke verden – både gennem humanitære, militære og diplomatiske bidrag. Virksomheder spiller også en stadig større rolle.  Men vores muligheder for at påvirke verden er direkte proportional med danskernes viden om både succeser og udfordringer derude,” siger ministeren.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975