Spring til indhold

Dansk skattepakke skal sikre vækst i udviklingslandene

17.04.2015  11:23
Udviklingslandenes skattesystemer skal styrkes, så landene på sigt selv kan finansiere veje, hospitaler og skoler og gøre sig uafhængige af udviklingsbistand. Det mener handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der de kommende dage vil dele ud af danske erfaringer på skatteområdet under Verdensbankens forårsmøde i Washington.

I Ghana skal de ansatte i skattemyndighederne uddannes bedre. De skal have bedre it-systemer, landets skattepolitik skal gøres mere progressiv, og opkrævningen af skatter skal håndhæves bedre. Alt dette for at skrabe flere penge i statskassen – penge der skal gøre Ghana i stand til på sigt at kunne finansiere sin egen udvikling.

Indsatsen i Ghana er en del af den danske regerings skattepakke, der skal hjælpe udviklingslande, ikke mindst i Afrika, med at opbygge stærkere skattesystemer, få højere skatteindtægter og samtidig bekæmpe skattefusk.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen deltager fredag og weekenden over i Verdensbankens forårsmøde i Washington. Her vil han dele ud af de danske erfaringer på skatteområdet.

”En uddannelse, der giver adgang til bedre jobs, er den bedste vej ud af fattigdom, men hvis landene ikke har penge nok til skoler, faglige uddannelser og universiteter og til lægehjælp, når børnene bliver syge, så bliver det svært at få bugt med fattigdommen.

Danmark er godt med, når det kommer til at hjælpe udviklingslandene med at styrke deres skattesystemer og bekæmpe illegale kapitalstrømme. Og støtte til skattesystemer er noget, der virker. Med dansk støtte til Tanzanias skattemyndigheder har landet siden 1999 øget skatteindtægterne med over 1.000 procent, så der er luft i budgettet til bl.a. uddannelse og sundhed.

Det skal vi have mere af, og derfor har regeringen lanceret en ny plan for den aktive danske indsats for at hjælpe udviklingslandene med at opbygge deres skattesystemer, lukke skattehuller og bekæmpe illegale kapitalstrømme, så der kan komme flere penge i de offentlige kasser, der kan finansieres skoler, veje og hospitaler,” siger Mogens Jensen.

I september 2015 skal verdens stats- og regeringschefer i FN i New York vedtage nye mål for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling og blive enige om, hvordan man finansierer målenes gennemførelse. Øgede skatteindtægter ventes at blive en vigtig ingrediens i den endelige finansieringsaftale, og derfor er skat og udvikling og en stærkere involvering af udviklingslandene i det internationale skattesamarbejde er et dansk prioritetsområde i forhandlingerne.

Det er alt sammen emner, som vil blive drøftet under Verdensbankens forårsmøde i Washington, der indledes fredag og fortsætter over weekenden. Sammen med Mogens Jensen deltager også skatteminister Benny Engelbrecht.

Den nye udmøntningsplan for skat og udvikling viser omfanget af Danmarks støtte til skat og udvikling. Heri indgår ekstra 10 mio. kr., der i forbindelse med finanslovsaftalen for 2015 blev afsat til nye initiativer på området.

Du kan downloade udmøntningsplanen for skat og udvikling her.

------------

For yderligere oplysninger kontakt: Maria Westh, presserådgiver for handels- og udviklingsministeren, på tlf. 50778664