Spring til indhold

Private investeringer afgørende for at kunne finansiere FNs nye 2015 mål

10.07.2015  11:35

Statsoverhoveder, udenrigsministre, finansministre, FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon og topchefer fra internationale organisationer, virksomheder og civilsamfundsorganisationer samles i næste uge i den etiopiske hovedstad Addis Ababa til en international konference om udviklingsfinansiering. Målet er at bane vejen for en ambitiøs post 2015-aftale og sikre konkrete resultater. Fra Danmark deltager udenrigsminister Kristian Jensen. 

”Vi er kommet langt med flere af 2015-målene, f.eks. har vi halveret ekstrem fattigdom, sult og børnedødelighed. Det er værd at markere og vi skal bygge videre på de gode erfaringer. Men udviklingslandene står fortsat med store udfordringer og har brug for betydelige udviklingsinvesteringer. Danmark vil arbejde for ambitiøs finansiering af de nye 2015-mål. 

Vi kan kun løse udfordringerne, hvis vi får den private sektor involveret endnu mere. Derfor skal vi have forbedret rammebetingelserne i udviklingslandene for investeringer og mobiliseret landenes egne ressourcer, f.eks. gennem skattesystemerne. Det vil jeg fokusere på i Addis Ababa. 

Jeg er glad for, at dansk erhvervsliv er involveret aktivt. Vi kan på konferencen lancere et internationalt initiativ til at mobilisere kapital til bæredygtige infrastrukturprojekter i udviklingslande og på vækstmarkeder. Det deltager vi i sammen med PKA, PensionDanmark og Investeringsfonden for Udviklingslande”, siger Kristian Jensen.

Baggrund
Konferencen er den første af tre vigtige internationale konferencer i 2015. Formålet med konferencen er at nå til enighed om en pakke til finansiering af FN’s nye Verdensmål, der skal vedtages på Post2015-Topmødet i september, og skabe et godt forhandlingsklima forud for klimatopmødet i Paris i december (COP21). De 17 nye verdensmål bliver universelle og kommer dermed til at gælde for alle verdens lande. Det samme gælder for finansieringen, hvor samtlige aktører skal bidrage. En historisk aftale om finansiering er næsten på plads, men uenigheder består og det er helt afgørende, at alle deltagere tager ansvar og lever op til deres forpligtelser. 

Udenrigsministeren vil udover deltagelsen i konferencen have en række bilaterale møder. 

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver Lars Peter Levy, tlf. 41904124