Spring til indhold

Ny rekord: Udenrigsministeriet har trukket 1700 nye jobs til Danmark

03.03.2016  00:01

Udenrigsministeriets indsats for at tiltrække udenlandske investeringer har båret frugt. I 2015 lykkedes det at tiltrække 1700 nye arbejdspladser, en ny rekord. Hidtil bedste resultat var i 2011 med 1296 job.
Det viser årsresultatet fra Udenrigsministeriets investeringsorganisation, Invest in Denmark.
"Jeg er utrolig glad på Danmarks vegne. Danmark har brug for udenlandske investeringer for at øge vores produktivitet og velstand. Her spiller Invest in Denmark en vigtig rolle. Regeringens klare mål er at tiltrække endnu flere udenlandske investeringer til Danmark og at gøre det billigere og lettere at drive virksomhed, ” siger Kristian Jensen.
 
Rekordåret får således regeringen til at intensivere arbejdet med at tiltrække udenlandske investeringer i Danmark. Ikke mindst på nærmarkederne, hvor der ifølge Kristian Jensen er et potentiale, der kan udnyttes endnu bedre:
 
”Selv om 2015 var et rekordår for Invest in Denmark, lykkedes det kun at tiltrække én svensk investering til Danmark og ingen norske. Det er jeg overbevist om, at vi kan gøre bedre. Vi udsender derfor to nye investeringsrådgivere til ambassaderne i Oslo og Stockholm, der skal hjælpe endnu flere norske og svenske virksomheder til at se mulighederne i Danmark.”
De nye investeringer i 2015 er hovedsageligt inden for grøn teknologi og IT, hvor Danmark har noget særligt at byde på. Men Invest in Denmark hjælper også virksomheder inden for en række andre områder. Smart city er et af de relativt nye områder, hvor både globale aktører som Cisco og mindre, innovative virksomheder som Technolution har startet nye aktiviteter i Danmark.
 
Som noget nyt har Invest in Denmark fra 2015 valgt at medregne antallet af anlægsjob ved særligt store anlægsinvesteringer på mere end 75 mio. kr., og hvor der vil være et stort antal anlægsjob i mere end et år. For 2015 er 400 ud af de 1700 job sådanne anlægsjob.
Invest in Denmark er Danmarks nationale investeringsfremmeorganisation, som arbejder for at tiltrække udenlandske investeringer til Danmark. Invest in Denmark er en del af Eksportrådet i Udenrigsministeriet og har specialiserede medarbejdere på udvalgte ambassader, generalkonsulater og innovationscentre i Asien, Europa og Nordamerika.
 
Herudover har Invest in Denmark 10 regionale medarbejdere rundt om i Danmark i samarbejde med Foreningen for Vestdansk Investeringsfremme samt Region Sjælland og Copenhagen Capacity.


For yderligere presse: Poul Kjar, 41865975