Spring til indhold

Frihed, genopbygning og selvstændighed - Søren Pind besøger Uganda og Sydsudan

05.07.2011  09:51
Den 4.-10. juli 2011 besøger udviklingsminister Søren Pind Juba i forbindelse med Sydsudans selvstændighed. Udviklingsministeren besøger også Uganda, hvor han bl.a. vil diskutere vækst.

Udviklingsministeren byder Afrikas nye stat velkommen og deltager i fejringen af Sydsudans selvstændighed i Juba. Han drøfter vækst og udviklingsdagsordenen i Uganda og besøger det tidligere konfliktplagede nordlige Uganda.

”Jeg skal besøge et barskt nabolag. Sudan og Uganda grænser op til og er engageret i nogle af verdens mest skrøbelige stater. På trods heraf har et helt folk nu besluttet at forme sit eget land og sin egen fremtid. Man vil være fri for krig og konflikt og ønsker frihed til forandring. Det kan også bidrage til at skabe en stabil region, som det bl.a. ses i Uganda”, siger udviklingsministeren før den forestående rejse.

Efter et halvt århundrede med en meget bitter og voldelig konflikt mellem Nord- og Sydsudan, bliver Juba nu hovedstaden i et selvstændigt land, hvor befolkningen får mulighed for at forme deres egen fremtid. Vejen til selvstændighed blev banet gennem en bred fredsaftale, og bekræftet med et overvældende flertal ved en folkeafstemning i januar i år. Fra dansk side er man bekymret over de seneste voldelige episoder i regionerne Abyei, Sydkordofan og Blå Nil. Sammen med det internationale samfund og med landene i regionen gøres der lige nu en stor indsats for at hindre yderligere blodsudgydelser.

Konflikten i Sudan har haft betydelige regionale konsekvenser. Flere hundredetusinde flygtninge er bosat i nabolandene. Mange er nu ved at vende hjem til landsbyerne, hvor andre imidlertid har bosat sig på deres jorde i deres fravær. Konflikter lurer derfor her.

Uganda er ikke gået ram forbi. I 20 år blev Norduganda terroriseret af den ekstremt brutale ”Lords Resistance Army”, der drev 1,8 mio. mennesker fra deres hjem. Siden en fredsaftale i 2006 har befolkningen imidlertid fået mulighed for at vende tilbage til deres landsbyer og genopbygge landet.

Gennem de sidste to årtier har Uganda haft succes med at reducere fattigdommen i landet takket være en pæn økonomisk vækst. Landet står dog over for betydelige udfordringer bl.a. med de meget store ungdomsårgange, der kommer ud på arbejdsmarkedet og efterspørger jobs. Samtidig har en række folkelige protester mod stigende priser på fødevarer og brændstof også udfordret regeringen i foråret. Tillige er der chikane af seksuelle minoriteter, og der er behov for at styrke den offentlige forvaltning af statsbudgettet for at undgå korruption.

I Uganda vil udviklingsministeren føre politiske konsultationer, møde repræsentanter fra regeringen, oppositionen og civilsamfundet herunder fra seksuelle minoriteter. Ministeren vil også besøge en række projekter, der fremmer erhvervsudviklingen og genopbygningen i Nord.

I Sydsudan får ministeren mulighed for at se, hvordan den danske indsats har bidraget til den positive udvikling i Sydsudan samt møde danske NGO’er, som bidrager til genopbygningen. Den 9. juli vil ministeren deltage i den historiske fejring af landets selvstændighed. Danmark yder en betydelig bistand til Sudan.