Spring til indhold

Danmark i spidsen for FN's kvindeorganisation

09.01.2015  06:05
Den danske FN-ambassadør, Ib Petersen, er blevet valgt som formand for bestyrelsen for UN Women.

""

 UN Women er FN’s organisation for fremme af ligestilling og forbedring af kvinders vilkår. Organisationens hovedopgave er at støtte op om arbejdet med at sætte globale standarder for ligestilling, at støtte regeringer med at gennemføre disse standarder, samt at koordinere ligestillingsindsatser i FN-systemet. 

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen udtaler: 
”Valget af den danske FN-ambassadør som formand for UN Womens bestyrelse kan ses som en anerkendelse af den stærke danske stemme for ligestilling globalt. Som formand vil den danske FN-ambassadør være centralt placeret for at fremme ligestilling i den internationale udviklingsdagsorden, hvilket er en vigtig dansk prioritet og afgørende for at sikre kvinders rettigheder og en bæredygtig udvikling. UN Women kommer til at spille en afgørende rolle i de næste mange års udviklingsdagsorden. Ikke mindst i år, hvor vi fejrer 20-året for FN’s kvindekonference i Beijing, og hvor FN skal vedtage nye bæredygtige udviklingsmål. Kvinder er nøglen til udvikling. Derfor er jeg glad for, at Danmark med denne udnævnelse kan være med til at sikre, at organisationen fungerer effektivt og leverer resultater”. 

Arbejdet i UN Women ligger i direkte forlængelse af Danmarks udviklingspolitiske strategi, hvor ligestilling både er en prioritet for at sikre kvinders og pigers rettigheder, men også for at skabe bedre og mere effektiv udvikling. Danmark støtter i 2015 UN Women med 60 millioner kroner og er den femtestørste donor til organisationen. UN Women har et nordisk kontor, der er placeret i FN-byen i København.

Som formand for bestyrelsen vil den danske FN-ambassadør lede tre årlige bestyrelsesmøder i UN Women. I samarbejde med de fire viceformænd, der repræsenterer hhv. de asiatiske lande, de afrikanske lande, de latinamerikanske lande og de østeuropæiske lande, vil han således være bindeled mellem medlemslandene og UN Women’s ledelse.

For yderligere kontakt:
Frej Jackson, presserådgiver, tlf. 2972 4477