Spring til indhold

Danmark udvider myndighedssamarbejdet: Sender vækstrådgivere til Indien og Iran

03.03.2017  10:14
Den danske regering udvider myndighedssamarbejdet med vækstrådgivere og projekter i Indien og Iran. I Indien skal der samarbejdes om bæredygtig byudvikling og klima- og energi. Og i Iran om patenter og vareværker.

Herudover udvides ordningen med Århus og Københavns kommune – og med nye projekter, myndigheder og vækstrådgivere i Kina, Mexico, Sydafrika og Indonesien, hvor der allerede er fuld gang i myndighedssamarbejdet. 

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Myndighedssamarbejdet og udsendelse af vækstrådgivere har vist sig at være et meget succesfuldt udenrigspolitisk værktøj. Jeg er meget glad for, at vi nu kan udvide samarbejdet til Indien og Iran. Det er to lande i rivende økonomisk udvikling, men med store udfordringer, som vi kan hjælpe dem med. For eksempel indenfor vand til Indiens byboere, der forventes at udgøre 800 millioner mennesker i 2040. Samtidig baner vi vej for danske virksomheder og dermed for dansk eksport til nogle meget lovende markeder, der kan være meget svære at komme ind på.”

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs siger:

”Vi udvider ikke alene myndighedssamarbejdet med to nye lande, flere projekter og 8 nye vækstrådgivere. Vi inddrager nu også danske kommuner - Aarhus og København - i myndighedssamarbejdet. For danske byer har udviklet smarte løsninger i forhold til byplanlægning og byudvikling og problemer med vand, miljø, forurening, trafik etc. – som truer væksten og udviklingen i mange storbyer. Jeg er derfor glad for, at Aarhus indleder samarbejde med millionbyerne Udaipur i Indien og Tshwane i Sydafrika og København indgår med sin søsterby Beijing i Kina”. 

Der udsendes to vækstrådgivere til Indien. Den ene skal arbejde med bæredygtig byudvikling sammen med Aarhus Kommune og lokale indiske myndigheder, og den anden skal arbejde inden for energiområdet med Energi-, Forsynings- og klimaministeriet og Energistyrelsen som de danske partnere. 

De indiske myndigheder har afsat 100 milliarder kroner for at sikre bæredygtige byer i 2040. Samtidig har inderne meget store behov og ambitioner i forhold til en mere bæredygtig energiforsyning, der i 2020 skal udgøres af 15 procent vedvarende energi, heraf størstedelen fra sol og vind. Områder, hvor danske myndigheder og virksomheder kan levere løsningerne.

I Iran er samarbejdet møntet på patenter og varemærker, og den danske vækstrådgiver udsendes sammen med Erhvervsministeriet, hvor Patent- og varemærkestyrelsen vil stå for projektsamarbejdet med de iranske myndigheder. Muligheden for et tættere samarbejde med iranerne er opstået efter ophævelsen af det internationale sanktionsregime. Det har ført til stigning i den danske eksport til Iran, tættere politisk dialog, universitetssamarbejde – og nu myndighedssamarbejde.

Myndighedssamarbejdet gennemføres i tæt samarbejde mellem Udenrigsministeriet og en række fagministerier og nu også danske kommuner.

Det handler om, at Danmark støtter samarbejde mellem myndigheder i vækst- og udviklingslande og relevante myndigheder i Danmark. Og det handler om at inddrage danske virksomheder inden for sektorer, hvor vi har noget særligt at byde ind med.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975