Spring til indhold

Udviklingsministre indstiller årtusinde mål til Nobels fredspris

03.02.2015  06:03

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har sammen med otte af sine forgængere på ministerposten indstillet de såkaldte 2015-mål, Millennium Development Goals (MDG), til Nobels fredspris.

De ni danske ministre er enige om, at disse mål har haft stor betydning for verdens udvikling de seneste 15 år, og at målsætningen om og indsatsen for at hjælpe verdens fattige fortjener at blive hyldet i form af en nominering som kandidat til at modtage den ærefulde pris i året 2015, som netop har været sigtemålet for de ambitiøse mål.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen udtaler:

”2015-målene har spillet en stor og markant rolle i arbejdet for at skabe udvikling globalt, siden de blev fastlagt ved årtusindskiftet. Det var første gang, verdens ledere gik sammen om en sådan erklæring. Målene har bidraget til meget konkrete resultater som en halvering af den globale fattigdom, og at 9 ud af 10 børn i dag kommer i skole. De har fået verdenssamfundet samlet om en vision for at skabe udvikling, stabilitet og bedre vilkår i mange hjørner af verden. De har bidraget til kampen for en mere fredelig verden og fortjener derfor at blive indstillet til Nobels fredspris. Jeg er rigtig glad for, at Danmarks tidligere udviklingsministre i fælles front bakker helhjertet op om indstillingen”.

Arbejdet med 2015-målene er blevet drevet frem af såvel regeringer som befolkninger, og FN’s udviklingsorganisationer har spillet en central rolle i implementeringen af målene. Målene har bidraget til at forene folk over hele kloden i kampen for en bedre og mere retfærdig verden.

2015-målene forventes afløst af nye globale bæredygtighedsmål under årets Generalforsamling i FN til efteråret. Her bliver det centralt for Danmark at sikre ambitiøse mål, der de næste 15 år kan bidrage til at styrke fokus på uddannelse, kvinders rettigheder, fred og sikkerhed samt bæredygtig udvikling med fokus på inklusiv grøn vækst, vand, energi og klima.

Indstillingen til Nobels Fredskomite kan læses i dette brev (hyperlink), som er underskrevet af ministrene med ansvar for udviklingsbistanden som følger: Poul Nielson (september 1994 til juli 1999 og derefter EU-kommissær for udviklingsbistand), Anita Bay Bundegaard (december 2000 til november 2001), Per Stig Møller (november 2001 til august 2004), Bertel Haarder (august 2004 – februar 2005), Ulla Tørnæs (februar 2005 - februar 2010), Søren Pind (februar 2010 - oktober 2011), Christian Friis Bach (oktober 2011 – november 2013), Rasmus Helveg Petersen (november 2013 – februar 2014) og Mogens Jensen (februar 2014-). Ministrene har i deres embedsperiode alle været med til at drive den fælles dagsorden om at fremme 2015-målene som det centrale omdrejningspunkt i det danske udviklingssamarbejde og de globale udviklingsindsatser.

Nobels fredspris er en af de fem priser, som blev oprettet af svenskeren Alfred Nobel i hans testamente. Nobels fredspris anses for at være verdens mest prestigefulde pris. Den uddeles af Den Norske Nobelkomite hvert år i december på Oslo Rådhus. Fristen for indstillinger til fredsprisen for 2015 er netop udløbet.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf. 41865975