Spring til indhold

Kvindekonference-komite mødes med Kronprinsessen

06.03.2015  08:41

I dag starter arbejdet i den komite, handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har udpeget i forbindelse med Danmarks værtsskab for verdens største kvindekonference, Women Deliver, i 2016.

HKH Kronprinsessen, der er udnævnt til protektor for konferencen, vil følge møderne i komiteen med de 20 medlemmer, 9 mænd og 11 kvinder.

"Jeg ser meget frem til arbejdet i komiteen, som jeg håber vil spille en vigtig rolle i at inddrage og engagere danskerne i konferencen og dermed i en af verdens vigtigste problemstillinger - kampen for kvinders og pigers rettigheder og sundhed. En stor tak til HKH Kronprinsessen for hendes store engagement i sagen og konferencen," siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Mogens Jensen har ønsket at skabe et bredt funderet folkeligt engagement i Danmark om konferencen og har derfor taget initiativ til at etablere en dansk Women Deliver komité.

"Både i forhold til dette og andre  udviklingstemaer kan vi blive langt bedre til at engagere hele Danmark; gennem kulturlivet, idrætsklubber, fagforeninger, erhvervsliv og mange flere. Kampen for retfærdighed og menneskerettigheder angår os alle," siger ministeren.

Komiteen er sammensat af personer, der repræsenterer organisationer fra forenings- og kulturlivet, fagbevægelsen, medier, den private sektor, organisationer aktive i udviklingssamarbejde og det politiske liv.

Medlemmerne er:
- Frank Jensen, Overborgmester, Københavns Kommune
- Merete Ipsen, Museumsleder for Kvindemuseet, Århus
- Mette Gjerskov, Formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for SRSR
- Karsten Lauritzen, Næstformand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for SRSR
- Maria Rørbye Rønn, Generaldirektør, DR
- Lars Liebst, Administrerende direktør, Tivoli
- Niels Nygaard, Formand, Danmarks Idrætsforbund (DIF) Formand
- Søren Møller, Formand, Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI)
- Henrik Rasmussen, Direktør, Roskildefestivalen
- Vibeke Windeløw, Direktør, Betty Nansen Teateret
- Lillian Bondo, Formand, Jordemoderforeningen
- Per Christensen, Formand, 3F
- Miranda Wernay Dagsson, Formand, Danske Skoleelever
- Thomas Bustrup, Direktør, Dansk Industri
- Charlotte Ersbøll, Corporate Vice President, NOVO
- Henriette Laursen, Generalsekretær, Dansk Ungdoms Fællesråd
- Lars Udsholt, Forperson, Globalt Fokus
- Lisa Holmfjord, Forkvinde, Dansk Kvindesamfund
 - Tania Dethlefsen, International Sekretær, Sex og Samfund

Baggrund:
Hvert tredje år afholder den internationale NGO, Women Deliver, en stor international konference, hvor kvinder og pigers sundhed og rettigheder er i fokus.

I august offentliggjorde Mogens Jensen, at København er udvalgt som værtsby for den næste internationale konference, der vil finde sted den 17.-19. maj 2016. Konferencen forventes at samle op mod 5000 mennesker - beslutningstagere, aktivister og organisationer.

Deltagerne vil have mulighed for både at lære og dele viden og erfaring samt netværke og udbygge samarbejder - og der igennem styrke den globale indsats for kvinders adgang til blandt andet sundhedsklinikker, prævention og hjælp i forbindelse med graviditet og fødsler.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, tlf: 41865975