Spring til indhold

Sidste stop på Kristian Jensens debat-turné: Fyn

21.04.2016  13:48
Udenrigsminister Kristian Jensen afholder mandag den 25. april debatmøde
om ny dansk udviklingsstrategi i Odense.

Udenrigsminister Kristian Jensen afholder mandag den 25. april debatmøde om ny dansk udviklingsstrategi på Odense Centralbibliotek, i samarbejde med TV2 Fyn. Her får borgerne mulighed for at komme med deres input til, hvordan Danmarks udviklingssamarbejde skal se ud i fremtiden.

”Jeg ser frem til at møde borgerne og diskutere, hvordan vi bedst bruger Danmarks udviklingsbistand på 15 milliarder kroner. Vi og resten af verden står foran store udfordringer blandt andet i forhold til kriser og krige, der løbende skaber migranter og flygtninge”, siger udenrigsminister Kristian Jensen og nævner en række spørgsmål, der presser sig på:

”Hvorfor giver vi overhovedet udviklingsbistand? Er næstekærlighed nok, eller skal det være et krav, at vi selv får noget ud af det? Og hvad med de 17 nye verdensmål? Er de alle lige vigtige, eller skal vi satse på et eller to områder? Jeg ser frem til diskussionerne i Odense.”

Ud over det offentlige møde i Odense debatterer Kristian Jensen på mandag en ny udviklingsstrategi med eleverne på Svendborg Gymnasium og Oure Skolerne på Sydfyn. Herefter går turen omkring Munck Asfalt i Nyborg, hvor debatten er med medarbejdere og ledelse, før turen ender i Odense.

Fyn er fjerde og sidste stop i rækken af Kristian Jensens debatmøder rundt i landet. Siden begyndelsen af marts har ministeren besøgt Ålborg/Hjørring, Århus, København/Humlebæk – og på mandag Fyn.

Debatmødet afholdes på Odense Centralbibliotek, mandag d. 25. april fra kl. 16.30-18.00. Arrangementet er åbent, men tilmelding er nødvendig.

Tilmelding kan ske på følgende link: https://www.odensebib.dk/arrangementer/deltag-i-debatmoede-med-udenrigsministeren-om-ny-dansk-udviklingsstrategi
Debatten kan endvidere følges på #voresDKaid

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, tlf: 41865975