Spring til indhold

WHO vælger ny generaldirektør

24.05.2017  09:59
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har i dag i Genève valgt ny generaldirektør for de næste fem år. Det bliver dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, Etiopien, som fra 1. juli 2017 skal stå i spidsen for WHO og som afløser dr. Margaret Chan, der har siddet på posten siden 2006.

Sundhedsministeren, udviklingsministeren og ældreministeren lykønsker den nye generaldirektør med valget og ser frem til samarbejdet med dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, Etiopien.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby, som i dag har deltaget i WHO’s årlige Verdenssundhedsforsamling, udtaler: ”Det er vigtigt, at vi får en chef for WHO, som kan sikre fremdrift og resultater i forhold til de store globale udfordringer på sundhedsområdet som f.eks. kroniske sygdomme og antibiotika-resistens. Fra dansk side ser vi en vigtig rolle for WHO i udviklingen af internationale normer og standarder på disse områder.” 

Udviklingsminister Ulla Tørnæs siger: ”Ebola-epidemien i 2014 viste, hvor vigtig en global rolle WHO spiller. Sundhed er afgørende for udvikling, og vi har brug for et markant løft af sundhedssystemerne, især i Afrika. Fra dansk side vil vi også gerne have WHO mere på banen i forhold til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, ikke mindst når det gælder unges adgang til prævention. Befolkningstilvæksten er fortsat meget høj i visse lande, og når vi skal hjælpe de nye, store generationer af unge afrikanere ud af fattigdom, er det afgørende, at de selv kan bestemme, om, hvornår og hvor mange børn de vil have”.

Ældreminister Thyra Frank, som også deltog i Verdenssundhedsforsamlingen, siger: ”WHO spiller en afgørende rolle for at sikre ældre menneskers velbefindende over hele jorden. Jeg ser frem til, at WHO får en mere central og guidende rolle på nye indsatsområder som f.eks. sikring af sund alderdom, kroniske sygdomme og demens”.

Sundhedsministeren, udviklingsministeren og ældreministeren benytter også lejligheden til at takke den afgående generaldirektør, dr. Margaret Chan, for den store indsats, hun har ydet siden 2006.

Relevante links: http://www.who.int/en/

For yderligere spørgsmål kan presse- og kommunikationskonsulent Claus Bøggild (+45 22 82 84 37; clab@sum.dk) Sundhedsministeriet eller særlig rådgiver Marianne Lynghøj Pedersen (+45 42 48 51 58) Udenrigsministeriet kontaktes.