Spring til indhold

Søg midler fra frivilliginitiativet Volontør i Verden

26.02.2015  14:34
Danske civilsamfundsorganisationer med Danida finansierede aktiviteter kan nu søge om midler fra frivilliginitiativet, Volontør i Verden. Ansøgningsfristen er 7. april 2015.

På Finansloven 2015 er der afsat 20 mio. kr. under finanslovslinjen ”strategiske initiativer” til, at danske organisationer, der arbejder med Danida finansierede udviklingsaktiviteter, kan udsende frivillige mhp. at disse kan indgå i arbejdet i udviklingslandet og lave oplysningsaktiviteter i Danmark.  Dette frivilliginitiativ vil fremover gå under navnet ”Volontør i Verden”. 

Formål
Frivilliginitiativet Volontør i Verden har som hovedformål at øge oplysningen i Danmark om udviklingslandenes vilkår og om udviklingsarbejdet ved at give flere frivillige mulighed for at rejse ud og på nært hold opnå indblik heri samt deltage aktivt i oplysningsarbejdet i Danmark.

Hvem kan søge?
Danske civilsamfundsorganisationer med Danida finansierede aktiviteter kan søge om midler fra frivilligprogrammet.

Initiativet udbydes til bestående civilsamfundsorganisationer med ramme-, pulje- eller strategiske partnerskabsaftaler med Udenrigsministeriet. Andre organisationer med Danida finansierede aktiviteter vil kunne søge den relevante puljeorganisation, der måtte have fået en bevilling.

Midlerne kan ikke anvendes af private rejsearrangører eller andre organisationer, som ikke har Danida finansierede programmer.

Krav til ansøgende organisationer
Det er organisationerne, der skal søge om tilskud til frivilligaktiviteter – ikke den enkelte frivillige. Kun organisationer der beskæftiger sig både med Danida finansierede udviklingsaktiviteter ude og oplysning hjemme kan søge om midler fra initiativet. Organisationerne udgør omdrejningspunktet for de frivillige – de sender de frivillige ud, og modtager dem igen, når de kommer hjem.

Det er et krav, at de frivilliges ophold i det pågældende udviklingsland på forhånd (d.v.s. inden udrejsen) er planlagt, og at de frivillige som hovedregel placeres hos lokale udviklingsorganisationer, med hvem den danske organisation har et løbende samarbejde.

Det er ligeledes et krav, at den danske organisation sammen med de udsendte frivillige allerede inden udrejsen påbegynder forberedelse af det påtænkte oplysningsarbejde i Danmark efter hjemkomsten.

Puljeorganisationer, der ikke er implementerende og derfor ikke kan beskrive frivilligopholdet helt så detaljeret tematisk og indholdsmæssigt som andre ansøgere, skal redegøre for, hvorledes de vil sikre, at deres medlemsorganisationer lever op til ovenstående krav.

Hvilke aktiviteter kan støttes?
Frivilliginitiativets tilskud til frivilligophold åbner mulighed for, at en bredere kreds kan få mulighed for at arbejde med frivilligaktiviteter i tilknytning til oplysning. Det er dog samtidig vigtigt at holde fast i et krav om betydelig egenfinansiering for den enkelte frivillige, fordi motivation for deltagelse er central. Der gives ikke tilskud til rejser og forsikring.

Der søges om et ”bloktilskud”, som organisationen kan anvende som bidrag til 1) volontørernes kost og logi, 2) bidrag til partnerorganisationers udgifter i forbindelse med volontørophold, samt 3) træning af volontørerne  før og efter udsendelsen, bl.a. med henblik på deltagelse i oplysningsaktiviteter i Danmark.

Tilskud til de egentlige oplysningsaktiviteter i Danmark vil ikke være omfattet af frivilliginitiativet, men vil bl.a. kunne finansieres af de projektrelaterede oplysningsmidler (PRO), der kan udgøre maksimum 3 pct. af tilskud til projekt- og programudgifter.

De frivillige skal som minimum være udsendt i 14 dage. Tilskud til organisationerne kan udgøre 7500 kr. pr. frivillig indenfor den 1. måneds udsendelse alt inklusive. Efter den 1. måned kan tilskuddet maksimalt udgøre 5000 kr. for hver hele måned. Der kan maksimalt ydes 20.000 kr. i tilskud pr. udsendelse.

De ansøgende organisationer vil kunne lægge op til 7 pct. i administrationsvederlag til de øvrige omkostninger. I tillæg hertil kan puljeorganisationer, der ikke er implementerende, lægge maksimalt 7 pct. til forvaltning af ’sub-granting’ omkostninger.

Tilknytning til Danida finansierede udviklingsaktiviteter
Udsendelse af frivillige skal knytte an til danske organisationers Danida finansierede udviklingsarbejde og/eller til aktiviteter, som finansieres af organisationens egne indsamlede midler, og som falder inden for målsætningerne i Civilsamfundspolitikken. Frivillige kan kun udsendes til lande opført på DAC’s landeliste som udviklingslande.

Opholdet ude skal give de frivillige et indblik i problemstillinger omkring udviklingsbistanden generelt og til, hvordan Danida tilskud og andre dansk indsamlede midler anvendes.

Støtte til en bred kreds af civilsamfundsorganisationer
Det vil blive tilstræbt at sikre en bred repræsentation af organisationer i initiativet. Alle kvalificerede ansøgninger vil derfor ikke nødvendigvis kunne imødekommes eller imødekommes fuldt ud, afhængigt af hvor mange andre kvalificerede ansøgninger, der modtages.

Samarbejde med aktører uden for udviklingsmiljøet
Der vil blive opfordret til samarbejder mellem organisationer, virksomheder og andre (inkl. høj- og erhvervsskoler), og dette vil være et vigtigt element i vurderingen af ansøgninger. Dette kunne f.eks. være samarbejder med virksomheder, der ønsker at bakke op om og støtte en dansk civilsamfundsorganisations arbejde finansielt, eller som samarbejder med den danske organisation og dens partnere på et område som f.eks. bæredygtig produktion af ’fair trade produkter’ mhp. salg gennem den danske virksomhed. En mulighed kunne f.eks. være, at medarbejdere fra den danske virksomhed udsendes som frivillige mhp. at indgå i projektaktiviteterne ude og efterfølgende medvirke til oplysningsindsatser blandt den danske virksomheds medarbejdere og kunder.

Ansøgningskrav
Ansøgningsfristen vil være 7. april 2015. Bevillingerne vil kunne forventes behandlet i Danidas interne bevillingskomite 3. juni 2015.

Ansøgninger om støtte til Volontør i Verden indsendes elektronisk til Udenrigsministeriet (um@um.dk) med kopi til organisationens sagsbehandler i HCP.

Ansøgningen består af et projektforslag på engelsk på max. 5 sider og et overordnet budget. De frivilligindsatser, der ansøges om midler til, skal være afsluttet inden udgangen af 2016 og finansiel og narrativ afrapportering skal ske senest 15. september 2017. Der kan kun indsendes én ansøgning pr. organisation.

Ansøgningens indhold
Ansøgningen vil som udgangspunkt blive vurderet i henhold til principperne i ” Retten til et bedre liv” og ”Civilsamfundspolitikken”, samt i hvilket omfang ansøgningen opfylder ovennævnte formål og kriterier for Volontør i Verden. Prioritet vil blive givet til ansøgninger, der kæder frivilligopholdet sammen med gode og velbeskrevne oplysningsindsatser i Danmark.

Ansøgningen bør indeholde beskrivelse af følgende områder:

  1. Før-udsendelsestræning, inkl. træning til forberedelse af oplysningsindsatser
  2. Frivilligopholdet (lande, tematisk og indholdsmæssigt, partnere og lokal støtte)
  3. Debriefing efter opholdet, inkl. forberedelse af oplysningsindsatser
  4. Beskrivelse af planlagte oplysningsindsatser som den frivillige forventes at indgå i samt den frivilliges forventede rolle i oplysningsindsatsen.
  5. Samarbejde med danske aktører uden for udviklingsmiljøet.

Vurdering af ansøgningerne
Udenrigsministeriet fortager en vurdering af om ansøgningen godtgør, at volontører og partnerorganisation sikres tilstrækkelig forberedelse, og at oplysningsaktiviteten med stor sikkerhed kan gennemføres på baggrund af følgende 4 kriterier:

1. Organisationens kapacitet til at gennemføre udsendelser

  • Organisationen har tilstrækkelig med organisatoriske og menneskelige ressourcer til at håndtere udsendelsen og kontakt med både volontør og partnerorganisation under opholdet.
  • Organisationen formår sammen med partneren at sammensætte et meningsfuldt og ansvarligt program for volontøren.

2. Vurdering af plan for forberedelse og udsendelse

  • Forberedelsen klæder volontører på til både fysiske og mentale udfordringer.
  • Forberedelsen inddrager elementer vedr. god oplysning og gennemførelse af oplysningsaktiviteten.
  • Forberedelsen resulterer i en plan for volontørens oplysningsaktiviteter.
  • Indhold af planlagte aktiviteter under opholdet ude – og relevans af planlagte aktiviteter ifht. den planlagte oplysningsindsats.
  • Beskriver kort forudgående dialog og aftale med partnerorganisationen.
  • Viser hvordan opholdet konkret er tænkt gennemført, herunder om organisationen udsender enkeltpersoner eller grupper.
  • Årsag til evt. kortvarig udsendelse.

3. Vurdering af økonomi

  • Klart økonomisk grundlag for udsendelsen (egenfinansiering, samfinansiering, sponsorer o.l.)
  • Klar plan/budget for anvendelse/fordeling af tilskuddet.
  • Plan for gennemførelse af oplysningsaktiviteten såfremt eventuel forventet samfinansiering fra Danidas oplysningsbevilling eller anden kilde ikke går igennem.

4. Vurdering af plan for oplysningsaktivitet

Det skal fremgå af planen, hvilke oplysningsaktiviteter organisationen ønsker, at den/de frivillige skal bidrage med, og hvordan aktiviteten påtænkes  gennemført.

For puljeorganisationer gælder, at ansøgningen ud over at redegøre for puljeorganisationens egne relevante forhold skal indeholde en redegørelse for, hvorledes den vil sikre, at medlemsorganisationerne lever op til ovenstående krav.
Udenrigsministeriets afgørelse vil være udtryk for en helhedsvurdering af ansøgningen. Det er muligt, at en ansøgning kun delvist imødekommes.

Når pengene er bevilliget
Afgørelse om bevillingstilsagn forventes medio juni 2015. En evt. bevilling vil skulle rapporteres i et særskilt afsnit i forbindelse med den årlige rapportering på ramme-, pulje- og  partnerskabsaftaler. Bevillingen vil ikke være underlagt krav om egenfinansiering. Projektmidler kan ikke overføres til andre aktiviteter, men må gerne afrapporteres som del af ramme- og puljeregnskaber, så længe projektet kan identificeres. Mindre organisationer afrapporterer til den puljeorganisation, som de måtte have fået tilskud fra.