Spring til indhold

Ustabilitet kræver tæt samarbejde mellem EU og sydlige naboer

13.04.2015  06:01

Udenrigsminister Martin Lidegaard rejser i dag til Barcelona for at deltage i en diskussion om samarbejdet mellem EU og de sydlige nabolande. Mødet vil også fokusere på håndteringen af fælles udfordringer som migration, energi, sikkerhed og terrorisme.

Krise, omvæltninger og ustabilitet præger situationen omkring EU's sydlige grænse og vil derfor være i fokus, når EU's udenrigsministre i dag mødes med ministre fra bl.a. Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Libanon, Palæstina og Tunesien.

"Vi har en fælles interesse i at håndtere de store udfordringer, der følger af den udbredte ustabilitet, bl.a. de voksende flygtningestrømme og bekæmpelse af voldelig ekstremisme. Det kræver dels, at EU anerkender og tager højde for de varierende regionale forhold og problemstillinger, men også at landene selv adresserer problemerne og samarbejder indbyrdes,” siger udenrigsminister Martin Lidegaard, der også vil bringe behovet for større samarbejde om energi ind i dagens drøftelser.

“Den globale kamp om ressourcer er skærpet og understeger behovet for at samarbejde og koordinere energipolitikken på tværs af EU-landene og sammen med vores sydlige naboer. Samarbejdet skal bl.a. sikre en større energieffektivitet og mere vedvarende energi,” siger Martin Lidegaard. 

Baggrund:
Den nye Juncker-Kommission annoncerede i begyndelsen af sin periode, at det europæiske naboskab var en af de væsentligste udenrigspolitiske prioriteter, og at den politiske ramme for naboskabspolitikken ville blive gennemgået indenfor det første år. Formålet er få en politisk styrket og mere effektiv ramme for EU's dialog med landene i naboregionen.
Bekæmpelse af voldelig ekstremisme er en af de fælles udfordringer. Udenrigsministeriet har bistået EU med at formulere et kommende EU-program for terrorbekæmpelse i Mellemøsten og Nordafrika på 11 mio. EUR afsat under EU's stabilitetsinstrument, der forventes igangsat i 2015.  EU-indsatsen vil bl.a. bistå lande i MENA-regionen med at implementere Sikkerhedsrådsresolution 2178 om imødegåelse af 'foreign terrorist fighters'. En rapport udarbejdet i forbindelse med EU-opgaven konkluderer, at hele regionen – dog med variationer fra land til land – har meget betydelige mangler i forhold til kapacitet til terrorbekæmpelse og imødegåelse af voldelig ekstremisme.

For yderligere information kontakt:
Særlig rådgiver Marlene Lyhne Sørensen +45 20853028